Mariager Camping er en bynær campingplads med en unik beliggenhed i naturskønne omgivelser helt ned til Mariager Fjord. Her får du simpelthen alt, hvad du kan ønske dig: skøn natur, masser af skov og vand - og dermed muligheden for naturoplevelser og udflugter til lands og til vands. Der er kun 300 m til den charmerende bymidte – og muligheden for kulturelle, historiske og gastronomiske oplevelser.
Pladsen drives til daglig af familien Jensen, der er anden generation på stedet.”Vi kom fra en helt anden hverdag og fik lyst til at prøve nye udfordringer,” fortæller Kenneth og Anni, der sammen har døtrene Kristine og Klara. ”Som familie kan vi nu være meget mere sammen og har selv muligheden for at tilrettelægge vores hverdag.” Familien overtog pladsen fra Kenneths forældre i 2007 og er meget glade for deres ”nye” liv.
Unikke omgivelser – skønne aktiviteter
Både Kenneth og Anni kan ikke forstille sig en bedre beliggenhed for en campingplads end den, Mariager Camping har. ”Pladsernes placering med blot 2-3 m til vandkanten, den smukke natur og den gamle veteranbane, Mariager-Handest, der kører gennem pladsen er bare nogle af pladsens mange charmerende og unikke træk,” fortæller Anni.
Parret stiler efter at kunne tilbyde deres gæster en kvalitetsferie med en bred vifte af forskellige aktivitetsmuligheder og samarbejder derfor med lokale golf- og tennisklubber, ligesom der fra pladsen udbydes kurser i kajaksejlads og udlejes kajakker og cykler.
Hvad med en tur på cykel langs Danmarks skønneste fjord? Eller en tur ad de mange skønne løbe- og cykel-ruter?
Fjorden indbyder selvsagt til masser af aktivitet, som f.eks. sejlads og fiskeri, og Kenneth fortæller, at der rent faktisk bliver fanget fisk i Mariager Fjord, og værtsparret opbevarer da også tit nyfangede, flotte fisk i fryseren for gæsterne.
Kajaksejlads er udbredt, og som noget nyt kan Anni og Kenneth i år også tilbyde juniorkajakker, så hele familien kan komme ud og nyde naturen fra vandsiden.
Hvad med en tur til Bramslev Bakker, hvor Blåt Flag er garant for en skøn badetur?
”For den aktive er der masser af udfoldelsesmuligheder i Mariager,” tilføjer Kenneth.
Det gode liv
Mariager, der er Danmarks mindste købstad, er nok bedst kendt som ”Rosernes by”. Med sine bindingsværkshuse og gader med toppede brostene har byen en særlig autentisk atmosfære og kan nu, som den ene af bare to byer i Danmark, bryste sig med titlen ”CittaSlow”.
CittaSlow er oprindelig et italiensk fænomen, som er inspireret af den ligeledes italienske slowfood-bevægelse. CittaSlow betegner en bevidst byudvikling, hvor det gode liv og tid til fordybelse er i centrum, ligesom man fokuserer meget på både historie, identitet og innovation.
Siden 1999 har CittaSlow-bevægelsen samlet 140 byer fra hele verden i bestræbelsen på at ”beskytte de unikke lokale kvaliteter imod den stigende standardisering og ensretning af alt lige fra arkitektur til fødevarer, som i stigende grad rammer byer overalt i verden”.
Her sættes bæredygtighed, kvalitet og lokale produkter over kvantitet, effektivitet og ensretning. CittaSlow er med andre ord betegnelsen for det gode liv, det autentiske og den gode kvalitet. Noget, der harmonerer perfekt med Anni og Kenneths værdier for Mariager Camping.
På Mariager Camping er man i kraft af sin beliggenhed helt ned til fjorden også meget bevidste om miljøet.”Vi har siden 2008 været miljøcertificeret med EU’s miljøblomst og forsøger 24-7 at værne om den skønne natur, vi er så heldige at have lige uden for døren,” fortæller Anni.
Plads til alle
”Vi vil gerne give hver enkelt af vore gæster mulighed for at vælge lige netop dén ferie, de ønsker. Vi sørger for gode, trygge og rolige omgivelser med mange aktivitetsmuligheder, hvilket giver mulighed for samvær på tværs af generationer,” siger Anni.
”Har du blot et lille telt, har vi de faciliteter, du har brug for. Til autocampere tilbyder vi hele paletten - både til dem, der er på farten og blot vil holde ind for en ”simpel” overnatning i sikre omgivelser – og til dem, der ønsker en plads med egen terrasse lige i første parket ud mod fjorden.
Vi har 3 størrelser hytter: små overnatningshytter til dem, der blot skal have en seng for natten, familiehytter og luksushytter,” fortæller Kenneth, ”og kommer man f.eks. sejlende til Mariager, kan vi også tilbyde teltpladser og overnatning i vores hytter.”
Mariager Camping fik i 2012 en ny hjemmeside, hvor der nu er mulighed for online booking. Her kan man også læse om de mange tilbud, der er i området og mere om selve pladsen. Velkommen til Mariager Camping!